Chili con Carne

Hermed en tillempet udgave af min mors gode Chili con Carne. Ikke sådan en slatten kødsovsversion, men en fyldig ret som varmer og kun bliver bedre næste dag. Hemmeligheden i denne udgave er at styre uden om hakket oksekød og at toppe retten med en forfriskende salsa. Retten tager tid at lave, men passer sig selv, når den først er kommet i ovnen.

Opskrift

Chili con CarneSæt 225 gr. tørrede sorte bønner i blød om aftenen. Bønnerne koges næste dag efter anvisningen til de er møre (kan erstattes af sorte dåsebønner).  Skær 500 gr. oksekød af simrekvalitet i mundrette bidder. Pluk bladene af en bakke koriander og hak stilkene fint. Gem bladene til salsa.

Varm olie i en gryde (gerne en som kan gå i ovnen med låg) og steg 2 finthakkede løg med 2 hakkede fed hvidløg, korianderstilkene og to hakkede røde chilier (med eller uden kerner alt efter chilitemperament).  Tag blandingen op af gryden og brun kødet i olie (tilsæt ikke salt).  Drys 1 spsk. mel ud over kødet og lad det suge et øjeblik (jævner retten). Hæld løgblandingen tilbage i gryden, tilsæt en hakket rød peber, 2 dåser flåede tomater, bønnerne, 1 dl. stærk kaffe og 25 gr. mørk chokolade. Hele baduljen stilles i ovnen med låg i ca. 1.5-2 timer (har ikke prøvet det, men kan vel også simre videre på lav varme på blusset). Før servering tilsættes salt, peber evt. ekstra chili og lidt sukker, hvis den mangler afrunding.

Imens svinges en salsa af finthakkede tomater, avocado, rødløg, frisk koriander, limesaft, salt og peber plus et skvæt tabasco.

Server med ris, salsa og evt. en klat creme fraiche.

En kommentar til “Chili con Carne”

  1. Fan siger:

    Mmm… herlig ret!
    Klart en anbefaling herfra.

Skriv en kommentar